The Black Rose

Jeg ved ikke om det kom som et chok at Urban skulle lukke truslen har jo været der lige siden gratisaviserne så dagenslys for første gang og flere har været på markedet men kun få har sejret. Urban var en af de store sejrherre i hvert fald for mig. Og selvom jeg har været avisen utro i perioder med ikke at læse den eller troet græsset var grønnere i en af de andre aviser så gik jeg alligevel tilbage for der var bare noget ved Urban der gav mig noget. Gammel kærlighed ruster aldrig siger man og mine tanker går til alle dem der har været med til at sørge for at Urban levede i 10 år og 110 dage. Jeg synes det er fantastisk flot og en kæmpe sejr at få så mange dansker til at læse avis hver dag.

Urban kan godt klappe sig selv på skulderen og få den anerkendelse de fortjener for at have bidraget til danskernes hverdag.

P.s så synes jeg det er fantastisk at bloggen lever videre også selvom det kun bliver digitalt

Læste denne i et ugeblad. Og når nu vi er nået til den skønne juletid skal den da ud til urbanbloggens læsere og måske også Urbans læsere.

Manden har 4 stadier i livet:
1. Han tror på julemanden.
2. Han tror ikke på julemanden.
3. Han er julemanden.
4. Han ligner julemanden

GOD JUL TIL ALLE

Den bedre halvdel og jeg er gået i seng igår og ligger og snakker inden vi skal i seng og kommer bla ind på at det har været vores 7 1/2 års dag den dag. Den bedre halvdel siger så “prøv at tænke på at om 7 1/2 år har vi været sammen i 15 år.” Han kysser mig derefter på panden og siger godnat og så ligger jeg der og synes at det er rart at han kan se vores kærlighed så langt ud i fremtiden.

The Black Rose har altid været sort men langt de færreste har vidst at det indvendige også har været sort.

Igennem flere år har jeg kæmpet en indre kamp og har fået hjælp en gang af en psykolog. Men nu er det gået længere ned af bakke og derfor har der skulle kraftigere midler i brug. Men så gik det fysiske i stykker. Så bladene er begyndt at falde at rosen og jeg sidder nu med tanken om at det er en smule uretfærdigt:

Når fysikken repareres går psyken itu.
Når psyken repareres går fysikken itu.

Det skulle jo komme, indlægget om valget set fra The Black Rose’s synspunkt. Og jeg er godt nok splittet om hvor vidt jeg skal stemme eller ej… når jeg lufter min idé om ikke at gide bruge tid på at stemme får jeg slynget direkte tilbage at det er min pligt som borger. Men helt ærligt, uanset hvor jeg sætter mit kryds bliver det enten Lars eller Helle der kommer til at bestemme og jeg ved ikke helt om jeg er fan af nogen af dem. Det er ikke første gang jeg skal stemme til folketinget og det bliver heller ikke den sidste, men sidste gang var jeg ikke i tvivl om hvor krydset skulle sættes for der var der noget der gav mening men sådan er det ikke i dagens Danmark. Og efter min mening er det lidt at vælge imellem pest eller kolera og jeg gider ingen af delene.

Jeg håber lidt på at min bankrådgiver er på ferie eller har travlt med noget andet end at kigge på min konto i disse dage… på den anden side kunne det tilgengæld være sjovt at se hans ansigtsudtryk når han ser at i fredags blev der hævet et større beløb af billetlugen og der i de næste par dage kommer til at være posteringer med penge der er gået ind med teksten: “BILLETTER TIL RAMMSTEIN :D”

Har installeret Wordpress på min HTC og logget ind på min urbanblog… det her indlæg er skrevet fra min telefon og hvis det virker vil i høre mig juble meget højt

Danmark er ved at blive et forfærdeligt samfund hvor alt går op i kost og motion uanset hvor vi kigger hen.

Løb skulle være så sundt for en hel masse men gad vide om der ikke er en grund til at trænings centre ikke vil lade børn under 15-16 år træne? Idag så jeg en pige, hun har maks været 10-11 år, løbe. Og nej det var ikke i legeformen men i seriøs motionsform. Hun var iført løbetøj, svedbånd, løbesko og musik i ørene og prustede ellers bare derud ad. Denne lille pige var garanteret ikke en af de tyndeste i hendes klasse men hvad for sådan et barn til at vælge motion frem for barndoms sjov?

Tiderne har ændret sig meget siden jeg var i den alder men jeg synes det er skræmmende det image vi sender til de yngste i samfundet. Der burde gøres mere opmærksom på at børn skal have lov til at være børn og proppe sig med slik og pasta eller hvad der nu er deres ynglings, og forældrene, tv, blade og “eksperterne” burde måske genoverveje hvordan de formulere sig når de taler om kost og motion til børn.

Bare fordi vi andre kæmper for at få en bedre løbe tid eller smide de ekstra kilo behøver hele samfundets sundhedsmani ikke at gå ud over børnene der skal vokse sig store og stærke og bære vores samfund på et tidspunkt.

Det er de små ting som kan redde dagen en gang imellem. For mig var det at se 2 ænder på tur i morges.
Der ligger en velbevokset kommende byggegrund ved siden af min boligblok og der kom 2 ænder forbi. Den ene anden klarede ret hurtigt at forcere en mindre busk for derefter at elegant gå videre ind på den grønne grund. Skæbnen ville det anderledes for den anden and som i et minutstid vandrede hvileløst frem og tilbage på stien udenfor og rappede af den anden and. Den and som var inde på grunden fik så åbenbart overtalt anden for lige pludselig gik den til angreb på busken som den skulle over og fik kæmpet sig op. Og så stod den der og skulle tage det næste skridt. Efter lidt tøven tog den skridtet og faldt lettere pladask på maven med hovedet godt fremad og så lå den lidt hvorefter den stolt rejste sig op og fulgte efter den første and igen.

Nu tænker du sikkert hvorfor hulen jeg har valgt at skrive en udførlig beretning om en and, men den and overbeviste mig om at idag kan jeg godt klare de ting der må komme. Det kan godt være at der skal lidt tilløb og en dyb indånding til men jeg kan godt klare det og jeg vil føle det som en sejr.

Det bliver en brat opvågning når ens stille hverdag pludselig bliver revet itu af en lille afvigelse i livet.
Den nye livsindstilling man får starter med chok efter fulgt af en enorm frygt hvilket er det stadie jeg er på pt. Jeg kæmper en indre kamp mod mig selv for det eneste kroppen og hjernen vil er at lulle tilbage i søvnen og den stille hverdag hvor indstillingen til livet måske var lidt som et barns. Barnet tror nemlig ikke at noget kan gå galt og at det er en glansbillede verden der leves i.
Men jeg tror jeg bliver nød til at tage en alvorsnak med barnet og tage det i hånden og sammen blive til et samlet jeg igen som vil stå parat med den hjælp, kærlighed og tryghed som der bliver brug for.
Livet gør ondt hele tiden men når man er fattet kommer det smertestillende og hjælper til en bedre forståelse.